Vi starter med en lille disclaimer: Hvis du hedder Torben, er der 99,9% chance for at overskriften IKKE er personligt rettet mod dig. Hvis du IKKE hedder Torben, men alligevel læser videre, er der dog ligeledes 99,9% mulighed for at du kan føle dig ramt – måske fordi der engang er en der har ‘lavet en Torben’ på dig.

Engang var jeg sjov. Det var jeg sgu…! Sjov, glad og godt skrivende; Jeg bloggede lystigt på ‘Det Sagde Hun Også I Går’ og ‘UPS’ – og delte ud af mit private liv, mine tanker og oplevelser. Det gav mig en masse – både energi og feedback.

Så slog livet et par kolbøtter. Du ved… et knust hjerte, et alt-konsumerende arbejdsliv som selvstændig, økonomiske bekymringer, enlig mor and all that funky jazz. Og lige midt i den periode (hvor jeg prøvede at balancere det hele som en cirkus-tallerken-kunstner på amfetamin) – var der en mand der sagde:

“Er du ikke bange for at alt det du skriver på din blog, spænder ben for dit professionelle liv og skræmmer kunder væk?”

Rigtigt gættet. Manden hed Torben og var en person, som jeg havde stor faglig respekt for. Og derfor gik pilen med de giftige ord, lige ind i hjertekulen og satte sig fast. Og der har den faktisk siddet lige siden.

For nogle mennesker, var det verbale skud nok bare prellet af, men hos mig gjorde det stor skade. Jeg blev ængstelig: Hvis mine ord blev en forhindring for at kunne forsørge den lille hustand, så gav det sig selv. Derfor stoppede jeg med at udgive de ting jeg skrev – og lysten til at dele og dele ud forsvandt.

Men I sidste uge skete der noget magisk. For jeg anede på ingen måde, at der sad sådan en klam ord-pil i mit skrivehjerte – før en god ven og meget dygtig vejleder med sit laser-blik rettede lyset derhen. Meget resolut sagde hun: ”Torben, han skal lukke røven!”… og… så fortsatte hun: “For han tager helt fejl: Alt det du skaber, kommer fra det samme sted – og dine tekster og ord viser netop hvad du OGSÅ kan – ud over at være en kreativ grafiker”.

Sammen trak vi de møre stumper af den gamle pil ud.

Så nu råber jeg: LUK RØVEN, TORBEN!
For han har ikke en skid at skulle ha’ sagt.

Jeg skaber ting, fordi jeg ikke kan lade være med at skabe. Koncepter, grafik, keramik, strik, billeder, smykker, små tegninger – whatever der trænger sig på. Noget er grimt og noget er skønt – men jeg tror oprigtigt på ‘at det skal ud’. At kreative tanker og handlinger er livsnødvendige, når man lever for at skabe og skaber for at leve. Og mine ord og lysten til at sætte dem sammen på en måde der giver mening for mig og måske også for andre – er en del af HELE pakken.

Masser af mennesker har pile siddende i hjertet…. Pile af træ, sten, rusten metal eller aluminium. Sår der forgår alt for langsomt: Fuldstændig subjektive udtalelser og meninger, der er blevet fyret af fra nære eller fjerne relationer, uden tanke for om det er nødvendigt eller efterspurgt eller deres sag. Ord, som desværre gør så stor skade, at de holder os fra at gøre ting og at være noget, vi inderst inde længes efter.

Så… Hvis ikke du har spurgt om ‘nogens’ mening… og sådan en pil kommer flyvende imod dig, så har du min tilladelse til at råbe: LUK RØVEN! Det skulle jeg selv ha’ gjort for længst.

Og hey… hende min ven der, som hjalp mig – hun er simpelthen for vild. Hun er skarp og analytisk som få, men det mest empatiske og nærværende menneske – og så er hun ‘professionel problemløser’. Tjek hende ud på www.charlottelind.com